Vilde haver

Vilde haver

Vilde haver er en enkel og effektiv måde, hvorpå man som privatperson kan støtte biodiversiteten. Ved at lade dele af haven vokse vildt, undgå sprøjtemidler og plante hjemmehørende arter, skaber man levesteder for insekter, fugle og smådyr. Selv en lille plet med vilde blomster eller en bunke kvas kan gøre en stor forskel. På den måde bliver haven ikke kun smuk og levende – den bliver også et vigtigt bidrag til naturen.

Lad gerne noget af græsset i haven gro vildt. Selv en lille uslået plet kan blive et fristed for vilde blomster og insekter. Plant gerne hjemmehørende arter som blåhat, røllike og kællingetand, for de er vigtige fødekilder for bier og sommerfugle.

Det døde, giver liv. En bunke af grene, blade og kvas i et hjørne af haven giver skjul til pindsvin, biller og fugle. Undgå sprøjtegift og kunstgødning, så du kan beskytte både jordens liv og de dyr, der lever i haven.

Du kan også skabe et lille vandhul eller en balje med vand og sten, så frøer, fugle og insekter kan finde vand i varme perioder. Et insekthotel med hule stængler, eller borede træstykker, kan give hjem til bier.

Vidste du...

Selvom sommerfuglebusken ser ud til at være et godt valg med sine mange farverige blomster, er den faktisk ikke det bedste for naturen. Den stammer ikke fra Danmark, og er derfor invasiv. Busken kan sprede sig voldsomt og fortrænge hjemmehørende planter, som mange insekter er afhængige af. Sommerfuglebusken tiltrækker ganske vist sommerfugle, men kun de voksne, og den giver ikke føde til deres larver. Hvis du vil hjælpe både sommerfugle og biodiversitet, så plant i stedet vilde, hjemmehørende arter som blåhat, røllike eller lægejordbær. De støtter hele livscyklussen og gør en reel forskel for naturen.

 

Naturformidling for de mindste

Myrer har et fascinerende samarbejde med bladlus. De "malker" bladlusene for den søde honningdug, som bladlusene udskiller, og til gengæld beskytter myrerne bladlusene mod rovdyr som mariehøner. Myrerne jager mariehøner væk og passer på bladlusene som en slags husdyr – et eksempel på naturens egne små byttehandler.

Naturformidling for de voksne

På disse to lister, kan du læse lidt om hvilke planter og insekter, der er gode at have i haven.

Du kan kigge lidt på disse hjemmehørende arter, hvis du leder efter planter til din have

Rødkløver (Trifolium pratense) – elsket af humlebier
Tidsel (Cirsium arvense og andre arter) – god nektarkilde for sommerfugle
Blåhat (Knautia arvensis) – tiltrækker mange forskellige vilde bier
Vejbred (Plantago lanceolata) – vigtig for visse sommerfuglelarver
Kornblomst (Centaurea cyanus) – populær hos både bier og sommerfugle
Hvid okseøje (Leucanthemum vulgare) – god til mange nektarsøgende insekter
Gyldenris (Solidago virgaurea) – blomstrer sent og giver mad sent på sæsonen
Læge-stokrose (Alcea rosea) – tiltrækker mange bier
Engelsk græs (Armeria maritima) – nektarrig og fin i stenbede
Bakke-gøgelilje (Platanthera bifolia) – en orkidéart, som tiltrækker natsommerfugle

Hvilke insekter er gode for haven?

Humlebi – bestøver mange blomster og grøntsager
Honningbi – vigtig bestøver for både vilde og dyrkede planter
Mariehøne – spiser bladlus og andre skadedyr
Guldsmed – jager myg og småinsekter
Svirreflue – både voksne og larver æder bladlus og bestøver blomster
Natsværmer – bestøver især aften- og natblomstrende planter
Rovtæge – et rovinsekt der æder skadelige larver og bladlus
Løbebille – jager snegle, larver og andre smådyr i jorden
Edderkop (selvom det ikke er et insekt) – holder bestanden af skadedyr nede
Ørentvist – spiser bladlus og dødt plantemateriale og hjælper med nedbrydning

 

 

Tilbage til blog